torsdag den 30. august 2007

Et ny liv… (Lidt forsinket opdatering – skrevet fredag d. 24. august 2007)

Så er vi flyttet ind i vores nye hjem, der forhåbentlig skal være vores hjem indtil 16. november, hvor vi slutter vores praktikophold. Vi har fået værelser i Morningside (se mit nye værelse på billedet:-)) lidt udenfor centrum af byen i en nedlagt fabrik. Der er fælleskøkken her, men hvert værelse har eget badeværelse og et lille køleskab, så i forhold til det hostel, hvor vi boede før er vi klart rykket op af boligstigen.

På papiret skulle man tro, at det bare var at pakke vores kuffert og pakke den ud igen, men intet er så simpelt. For det første ville vi gerne lave en hovedrengøring inden vi flyttede ind, umiddelbart så det ikke så slemt ud, men når man først begynder at gøre rent her finder man ud af, at det faktisk er utrolig mange af de sorte pletter på gulv og vægge, der kan gå af. Personligt har jeg et lille opgør med pletter fra plakater på væggene – de andre mener godt nok, at jeg bliver nødt til at afsætte en weekend for at nå dem alle sammen, meeen jeg tror nu nok, jeg skal vinde kampen.

Så er der jo så også den lille hage ved stedet, at der ikke er internet, så vi har oprettet både en telefonlinie og en bredbåndsforbindelse i dag, da vi jo helst vil have gang i det ASAP. Da vi ville oprette det og ekspedienten kom med det afgørende spørgsmål: ”Hvilken adressen skal forbindelsen oprettes på?” måtte vi erkende, at det kunne vi faktisk ikke helt huske…så det er gået lidt hurtigt for os i dag.

Vores nye liv inkluderer også en ny bil. Den nye bil er en hvid Mazda, som indtil videre kun har vist sig fra sin bedste side.

Efter en mindre vellykket tur ind i byen til en fredagsbar i et konsulent firma, der viste sig først at være i næste uge (Tine har påtaget sig det fulde ansvarJ) har vi forkælet os selv ved at gå på restaurant i nabolaget.

Nu vil jeg enten gå i seng eller måske skulle jeg lige tage og vaske et par pletter af væggen inden…

tirsdag den 21. august 2007

Tilbage til bøgerne

Så er vi startet på vores praktikophold i Manukau City Council og som enhver anden start er det selvfølgelig både forvirrende og spændende. Selvom vi efterhånden har vænnet os til New Zealand tid er vi godt brugte når vi kommer hjem fra arbejde – der er mange informationer og indtryk, der kræver bearbejdning. Paa billedet kan I se den bygning jeg arbejder i. Mit skrivebord staar ud til det vindue som jeg har markeret.

Jeg arbejder i en afdeling, der håndterer resource consents, der ligger et sted mellem de danske miljøvurderinger og den danske lokalplan. Indtil videre har jeg fået en masse information som jeg skal læse igennem, inden jeg forhåbentlig på et tidspunkt får lov til at få fingrene lidt mere ind i stoffet. Ansøgningerne kan være af meget forskellig art, helt nede fra et træ (som er beskyttede, hvis de er over 6 meter høje!) til ansøgning om at bygge et nyt storcenter. Mere information følger senere, når jeg er blevet lidt klogere:-)

Til sidst synes jeg bare I skal se et billede af vores bil - det er i hvert fald vores to dage endnu. En dejlig Nissan som bortset fra at have rattet i den forkerte side, vaere udstyret med automat gear og have blinklyset placeret i den forkerte side er fantastisk at koere i.

søndag den 19. august 2007

Fra et klippekort til en bil

Så er de første par dage i Auckland gået og i morgen skal vi starte på vores praktikophold i Manukau, hvilket bliver spændende.

Ellers er de første par dage gået med sightseeing i Auckland vel og mærke i en light udgave, hvor vi har taget det meget roligt. Vi har jo ikke noget, som vi skal nå i modsætning til alle turisterne, der skal nå at se Auckland på et par dage. Den første dag var vi i Sky Tower – det høje karakteristiske tårn i Auckland, der kan ses i baggrunden på billedet. I går var vi så på Auckland Museum, der bl.a. har en stor samling af Maori genstande.

I formiddag var vi oppe på Mount Eden, der er en af de 48 udslukte vulkaner som Auckland er bygget ovenpå – udsigten over Auckland kan ses på billedet. Derefter spurgte vi i receptionen, hvor det var muligt at købe klippekort til bussen til Manukau som vi ville med i morgen tidlig. Den hjælpsomme dame kom efter flere lange telefonopkald frem til, hvor vi kunne købe et klippekort, men hun syntes dog, at det ville være klart det letteste og billigste for os, at leje en bil. Vores plan var, at leje en bil i løbet af ugen evt. med hjælp fra Manukau, men prisen talte sit tydelig sprog og vi endte med at leje en bil for resten af ugen. Så nu har vi en bil ligesom resten af befolkningen i Auckland har – det med busser og tog er de ikke så pjattede med.

Vi har allerede nydt godt af vores bil, som vi kørte til supermarkedet i og fyldte bagagerummet op. Jesper stod for kørslen, der foregår i venstre side af vejen, så vi andre har stadig den oplevelse til gode. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig, hvis vi i løbet af ugen kan finde en markvej, hvor jeg kan øve mig:-)


Som en ekstra service til de palme-interesserede er der lige et billede af et flot eksemplar her i Auckland.

fredag den 17. august 2007

Dag 1 i Auckland

Efter en rejse, der indbefattede ni timer i Dubai lufthavn, fem tjek af vores håndbagage (det sidste i Sydney ses paa billedet) og tre gange morgenmad på et døgn, er vi nu nået frem til Auckland. Det siger sig selv, at sådan en rejse ikke er helt uden konsekvenser – det er en lettere svimmel og fortumlet forfatter, der skriver dette, så kommaer og stavning tages der intet ansvar for.

I Auckland blev vi modtaget af to fra Manukau City, der skulle køre os til det hostel, hvor vi skal bo midlertidigt indtil vi (forhåbentlig snart) finder det sted, hvor vi skal bo. Ud over små tasker med godter fra New Zealand blev vi modtaget med noget, der må betegnes som dårligt vejr – 8 grader, styrtregn og kraftig blæst. Forhåbentlig var det så det vejrmæssige lavpunkt, mens det fra nu af blot vil blive bedre og bedre. Påskeliljerne blomstrer for resten, så må påsken og foråret da være på vej!?!

Vi skal først starte praktikopholdet mandag, så vi har de næste par dage til at ordne en masse praktiske ting, gå lidt rundt i byen og få styr på nat og dag igen.

torsdag den 9. august 2007

Anne Marie i New Zealand

Denne blog kommer til at omhandle mit 3 måneders praktikophold hos Manukau City Council i New Zealand.
Vi tager afsted d. 16. august, så der er endnu intet at fortælle, men følg med. Jeg regner med, at det bliver en fortælling, der indeholder mange former for dramaer og hvaler!