Frokost i ødemarken

Denne weekend har vi været på tur i ødemarken. Formålet med weekend var et komme ud at gå Tongariro Crossing, der er en 18,5 km lang gåtur gennem bjerge, vulkankratere og lavland.
Inden turen stoppede vi i Taupo, både for at sidde ved søen og nyde udsigten over bjergene, der ventede på os, men også for at handle udstyr til turen. En sådan tur kræver naturligvis, at udstyret er i orden, så i vi kørte i The Warehouse, New Zealands svar på Bilka, og supplerede vores udstyr (man ville nok sige gear, hvis man var rigtig bjergbestiger - allerede der, er jeg afsløret) med 40 krones-bukser, og en uundværlig kasket.
Turen startede ved foden af Mt. Ngauruhoe, som ses på billedet og jo, det er det bjerg, som efter lige at have været igennem lidt computerredigering er bedre kendt som Mt. Doom fra Ringenes Herre. Dagen igennem tog man også sig selv i lige at kigge ud af øjenkrogen for at tjekke om Gollum fulgte i hælene på en, for landskabet var som taget ud af filmen.
Dagens første og værste stigning var op af den såkaldte ’Devils Staircase’, der også gav sig udslag i, at Tine og jeg blev sat af hovedfeltet. Moralen var dog høj hos forfølgergruppen (ikke noget med bagtrop!), og hverken sne eller vand slog os ud – vi havde jo udstyret i orden med både huer og kasketter. Turen gav mig dog et nyt syn på bl.a. min rygsæk, hvor jeg fandt ud af, hvorfor det er smart, at den kan spændes fast med mange forskellige snore og der var også steder på turen, hvor jeg måtte indrømme, at vandrestave ville have været smarte!
Efter at have vandret igennem et vulkankrater (billedet ovenfor) og diskuteret hvorfor bunden her, i modsætning til omgivelserne, ikke var frosset, indtog vi vores lette frokost ved ’Blue Lake’, der var frosset til. Vi konkluderede hurtigt, at dette var det mest øde sted, at vi nogensinde havde spist frokost og måske også i det hele taget været.
Turen var flot, men vi havde mange skyer og når jeg ser billedet nedenfor, der er taget i morges, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan udsigten mon er, når der ikke er skyer, men der er jo ikke andet for, at jeg må pakke 40 krones-bukserne og kasketten ned, investere i nogle vandrestave og en flybillet til New Zealand og prøve det en anden gang.

Kæmpe badebolde, delfiner og smil

Så er jeg langt om længe klar til en opdatering af bloggen. De sidste to uger har været lidt hektiske (på den gode måde), da jeg har været turistguide for en gruppe turister fra Frederiks bestående af min mor, far og bror. Ej, jeg er rigtig glad for, de tog den lange tur – i skrivende stund er de ved at tage sidste etape fra Dubai til Hamborg, så hvis de fortryder, er det nok lige nu:-).

Jeg havde lejet en bil til dem, så de kunne komme ud og se New Zealand på egen hånd, men min far blev aldrig helt fan af venstre kørsel, så fordelingen blev at han og mor sad på bagsædet (som Henrik og Margrethe), mens de blev kørt rundt på New Zealand. Jeg havde fået bevilliget en ekstra fridag, så onsdag-torsdag gik turen til Rotorua – hvor turen bl.a. inkluderede det helt fantastiske Polynesian Spa med varmt vand fra undergrunden. Vi var der en regnfuld aften og selvom det var svært at få dem overbevist, inden vi gik derind, var der ingen, der kom til at fryse den aften. Billedet viser to veltilfredse danskere nedsænket i 40 grader varmt vand.

Selvom jeg aldrig kunne drømme om, at tage nogen med ned i hulerne igen (til de interesserede kan jeg sige, at mine blå mærker nu næsten er væk) skulle min bror ikke snydes for lidt action bestående af zorbing. Zorbing består i alt sin enkelthed af, at man ruller ned af en bakke i en kæmpe badebold - hvordan man så lige er kommet frem til, at det kunne være sjovt, ved jeg ikke. Man kan vælge at være spændt fast eller være derinde flere personer sammen med nogle liter vand. Min bror og jeg valgte vand og en kugle sammen og jo, det var rigtig sjovt! Jeg grinede hele vejen ned og ifølge min bror var bare mit ansigtsudtryk alle pengene værd – det er altid godt, man kan bidrage til underholdningen!

Weekenden bestod af en tur op til Bay of Island, der er et ferieområde et par timers kørsel nord for Auckland. Vi havde for en gang skyld forbindelserne i orden og havde gennem en fra Manukau City Council fået lejet os ind på et Bed and Breakfast lige ved vandkanten i Paihia. Udsigten var som det ses på billedet fantastisk og jeg kunne høre bølgeskvulp når jeg lå i min seng – så bliver det ikke mere afslappende!

Turen bød også på en sejltur rundt i ø-havet sammen med delfinerne. Her må jeg sige, at billederne ikke til fulde afspejler, hvordan det egentligt var. Det ene billede, hvor min ryg dækker halvdelen, giver et indtryk af, hvor tæt delfinerne var på båden, men det, som jeg synes var flottest var at stå på sejlbåden og spejde ud over det turkise hav og så kunne se hele springende delfiner ind over bugten. Igen, man kan ikke andet end at blive glad og afslappet af at kigge på delfiner. Jeg tror jeg må se, om det ikke på en eller anden måde er muligt at få arrangeret noget Polynesian Spa, Zorbing og delfiner i nærheden af Aalborg – måske er der plads ude i Rold Skov?!?

En weekend under jorden

Så er der gået endnu en uge og selvom det er lidt af en kliche, så flyver tiden altså af sted. Jeg tror, at vi er ved at være halvvejs med vores ophold – så jeg vil gøre lidt status, inden jeg begynder at fortælle om weekendens tur.

Først og fremmest så har vi virkeligt set meget – vores weekendture i vores lille bil har taget os omkring det meste af nordøen. Vi har efterhånden set mere end mange af de folk, som vi arbejder sammen med, men sådan er det jo, man får aldrig set det sted, man bor.

Som tidligere skrevet er her mange ting, der ligner Danmark, så det har egentligt ikke været så svært at falde til her. Mange varemærker går igen, folk snakker et sprog du kan forstå og min pakning ved håndvasken er utæt præcis samme sted som derhjemme (det er åbenbart et internationalt problem!). Det handler selvfølgelig også om, at jeg er ved at være vænnet til de New Zealandske tilstande; jeg bemærker ikke længere de kæmpe veje med kilometervis af bilkøer, anser avokado som en naturlig ingrediens i sandwich og jeg har vænnet mig til kulden (eller også er det rent faktisk blevet forår).

Arbejdsmæssigt har opholdet givet mig mulighed for at få indsigt i et helt andet plansystem end det danske. Plansystemet er bygget helt anderledes op end det danske – og mit arbejde med ressource consent er planlægning nede på lokalplan niveau og derunder. Det, at skulle ”springe ind i” et anderledes plansystem, har ikke været helt let, men arbejdet giver nogle perspektiver i forhold til, hvordan andre plansystemer er opbygget.

Nok alvor, nu tilbage til weekendens tur, selvom jeg måske egentlig helst glemme den – fortrænge den! For mig kommer weekendens tur til Waitomo Caves nemlig ikke på en top 10 over steder, der skal ses i New Zealand. Turen startede dog godt ud med et pænt vandfald og en gåtur på 15 min, der førte os så forskellige steder hen som det ses på de tre efterfølgende billeder.

Weekendens primære formål var dog to ture; lørdag en 6 timers grottetur og søndag en tre timers grottetur med black water rafting. Den 6 timers grottetur bestod af klatring, rappelling og alt, hvad der ellers falder én naturstridigt at foretage sig. Jeg vil forskåne jer for at gå i detaljer med antallet af blå mærker og hudafskrabninger, som jeg fik påført mig selv undervejs og gå direkte til konklusionen: klatring i grotter bliver aldrig mig og jeg er på igen måde bygget til klatring! Grotterne, der ses på billederne var da flotte, men lur mig, om det ikke er muligt, at komme frem til dem på en lidt mere behagelig måde. Det skulle jo også gå galt på et tidspunkt – både ski og riverrafting var overraskende positive oplevelser, så nu var tiden inde til, at muren blev ramt!

Vi havde booket de to grotteture samtidig, så her søndag morgen stod jeg og min forslåede krop klar til endnu en tre timers grottetur! Jeg var noget betænkelig ved at skulle igennem endnu en tur, men det beroligede mig dog lidt, at der havde været en 80-årig med på denne tur, men på den anden side var jeg lidt i tvivl om min tilstand måske nærmere svarede til en 90-årigs. Dagens black water rafting var dog en ren søndagstur i forhold til lørdagens tur og kan måske snige sig med på min NZ top 20. Vi skulle flyde i store gummidæk gennem grotterne og hoppe ned af nogle vandfald. Når man dagen før har rappellet ned af et kæmpevandfald og klatret igennem smalle grotter, må søndagens black water rafting betegnes som en hyggelig søndagstur.
Efter sådan en weekend kunne jeg godt bruge endnu en weekend, men jeg må se om jeg ikke kan komme igennem ugen. Næste weekend får jeg besøg af mine forældre og min bror, så det bliver også en stor weekend:-)