Hjemme igen...

Så er jeg faktisk tilbage i Danmark igen. Jeg syntes lige bloggen skulle afsluttes med nogle enkelte af de flere hundrede billeder, der dokumenterer vores ferie de sidste 14 dage. Når jeg kigger ud på det danske vinterlandskab, der mest består af en præsentation af et utal af grå nuancer, virker billederne utroligt farvestrålende og de snyder ikke: alle regnbuens farver findes på New Zealand:-)

Bloggen kan næppe sluttes med et bedre billede end nedenstående. En af de sidste dage i New Zealand var vi ude at se hvaler og så vidt jeg husker lovede jeg i mit første blogindlæg, at der ville komme noget om hvaler. Her er den så: et styk kaskelot hval lige ved at dykke ned - en ikke dårlig slutning på New Zealand eventyret:-)

Jagten på det flotteste frokoststed

En lille opdatering om, hvordan vores sommerferie forløber. Vi har fået set utrolig meget og det, vi har set, har været utroligt forskelligt. Vi startede ugen med en vandring på Fox Glacier, hvilket var en meget speciel oplevelse. Udstyret med en guide, pigge på skoen og vandrestave begav vi os ud på gletscheren og indtil da, var det det flotteste sted vi nogensinde havde spist frokost. Dette ændrede sig dog næste dag, hvor vi gik en 3 timers gåtur ud til Rob Roy Gletscheren. På forhånd havde vi fået det indtryk, at det var en søndagstur uden nogen stigninger vi skulle på, men det gik op af bakke hele vejen op til gletscheren. Måske var det fordi, vi selv havde gået op til gletscheren, måske var det fordi vi kunne høre (og se!) stenskred på bjerget over os eller måske var det fordi, gletschere nu engang er flotte, men vi var meget imponerede, da vi holdte frokostpause for enden af stien. Endnu engang blev vi enige om, at det var det flotteste sted, vi nogensinde havde spist frokost:-)

Indtil videre har vejret været nogenlunde med os, men i dag, hvor vi har kørt en tur ud til Milford Sound, har vejret ikke helt kunnet kvalificere sig som sommerferievejr. Mandag har vi booket en flyvetur til Milfords Sound, så vi krydser fingre for at skyerne letter inden mandag – hvem ved, måske byder turen endnu engang på det flotteste frokoststed nogensinde:-).

Kajaktur ved Abel Tasman

Lige et par billeder fra dagens kajaktur. Jeg sidder på min seng på motellet og er blevet enig med mig selv om, at billederne fortæller en bedre historie end jeg pt. kan digte, så denne gang bliver det bare billeder:-)

Mod Sydens Sol

Efter at have taget afsked med Auckland og Manukau City Council er turen gået sydpå. Pakningen i Auckland var lidt mere kompliceret end først antaget, da man faktisk kan få samlet en frygtelig masse skrammel sammen på 3 måneder. Måske handler det om, at man ikke rigtig ejer noget, når man kommer og derfor føler, at man bør gemme ALT, hvad man kommer i nærheden af - for mit vedkommende inkluderede det en utrolig mængde plastikposer, alle de papæsker, jeg har været i nærheden af, et bibliotek af brochurer og generelt papir! Men pakket fik vi da, og fredag morgen gik turen mod Wellington.

Vi havde en enkelt nat i Wellington og nåede også at tage med cable car og se parlamentsbygningen – så eftersigende kan vi godt tillade os at sige, at vi har set Wellington. Lørdag morgen steg vi på færgen og sejlede over til Sydøen. Vejret var perfekt og udsigten fra færgen kunne ikke være meget bedre.
Vi har nu indkvarteret os på et motel i Nelson og efter en lidt larmende nat på det hostel vi sov på Wellington virker alt her perfekt. Vi har fået vores eget værelse, med eget badeværelse, svømmepøl i haven og (til vores store overraskelse) trådløst internet (så kunne bloggen jo også lige blive opdateretJ). Desuden har vi også fået en ny bil og den kører som en drøm – jeg har ikke kørt på landevej i den endnu, men eftersigende ruller den, som vi ikke har prøvet at rulle før. I morgen skal vi på kajaktur, så det bliver forhåbentlig endnu en solskinsdag i syden.

Sidste weekend i Auckland

Vi er nu nået frem til, at denne weekend er den sidste vi har i Auckland inden vi slutter i Manukau og tager på 14 dages sommerferietur til sydøen. I denne weekend har vi derfor taget afsked med Auckland. Fredag tog vi ud til øen Rangitoto, der ligger en halv times sejlads fra Auckland. Øen består af en vulkan og hele øen er dannet for kun 600 år siden og byder på særpræget vegetation og landskab. Vi gik turen op til toppen og kunne derfra nyde et scenic outlook over Auckland.

Lørdag tog vi et smut op til Murawai Beach, hvor vi fandt Gannets i massevis – fuglene vi forgæves ledte efter sidste weekend. I får lige et par billeder for, at I kan danne jer et indtryk af de berygtede og eftersøgte fugle.
I dag, søndag, legede vi turister i Auckland igen. Det er lidt en anden oplevelse, end da vi legede turister i byen i august, hvor vi kom – det er nemlig blevet sommer i mellemtiden. I vinters føltes byen kold og grå, men nu indeholder en dag som turist i Auckland: frokost på en terrasse ved havnefronten, masser af solcreme og en kæmpe is. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vænne mig til det danske vintervejr. Jeg kigger af og til på dmi.dk og kan se, at der er lovet sne i Danmark – og jeg må erkende, at jeg ikke helt kan forestille mig, at det ikke stadig er sommervejr i Danmark, som da jeg forlod landet.
Vi afsluttede dagen med en tur op på Mt. Eden, en af vulkanerne i byen, som vi også besøgte den første weekend, vi var her – så var ringen ligesom sluttet. Udsigten var stadig ligeså god som i august, men igen gav det gode vejr lige oplevelsen et ekstra plus.

Regnvejrsdag i november

Endnu en weekend og en uge er gået, så det er tid til at opdatere bloggen. Denne uge har udover det beskrevne valg også budt på både fejring af Tines fødselsdag og teatertur, så da denne weekend på papiret så ud til at byde på en masse regn besluttede vi os for en weekend uden store udflugter.

Fredag tog vi op til Goat Island lidt nord for Auckland, og derefter ville vi køre ud til en strand for at se Gannets, der skulle være nogle store fugle, der på denne årstid ligger og ruger på stranden. Jeg mente at kunne huske, hvilken strand fuglene lå på, meeen man skal jo ikke altid stole på, hvad jeg mener, for den strand, jeg fik dirigeret os hen til indeholdte ikke skyggen af en Gannet… Jeg ved ikke helt om vi genoptager jagten på fuglene næste weekend – jeg holder lav profil og skal ikke kloge mere i, hvor de fugle er…

Lørdag skulle så være endnu en regnvejrsdag, meeen metrologer er tilsyneladende ligeså upålidelige som mig. Vejret viste sig nemlig at være fantastisk – sol og nok omkring 20 grader. Hvad gør man så, når man er strandet i Auckland en dejlig forårsdag? Tine, Jesper og jeg besluttede os for at tage ud i den østlige del af Auckland, hvor vi tilbragte en stor del af dagen ved Mission Bay. Vi arrangerede os med jordbær og udsigt over vandet – ikke dårligt på en ”regnvejrsdag i november”!

I dag, søndag, (jeg bør, til metrologernes forsvar, nævne, at dagen har været en regnvejrsdag) har vi været i zoologisk have. Vi fik set en kiwifugl, hvilket vist er en nødvendighed, når man har besøgt New Zealand.

Vi har stemt!

En kort opdatering for at berolige resten af Danmark: vi har nu fået afgivet vores stemmer, så folketingsvalget kan ikke gå helt galt. Vi havde ellers opgivet at få stemt, da vi havde undersøgt mulighederne på internettet og fejlagtigt konkluderet, at vi ikke kunne stemme, men en nærmere undersøgelse afslørede, at vi havde mulighed for det.

Stemmeafgivelsen foregik ved, at vi besøgte Generalkonsulatet, der ligger i Manukau, nærmere bestemt Howick, der bestemt udgør den pænere del af Manukau. Generalkonsulen (der også hed Niels og var fra Værløse) bænkede os omkring bordet (med Dannebro) og vi fik derefter lov én for én at gå udenfor og afgive vores stemme - det skal jo være hemmeligt valg.

Generalkonsulen (det lyder altså bedre end Niels:-)) fortalte, at han forventede, at omkring 20 danskere ville afgive deres stemme fra hans konsulat, så vi udgjorde jo også en pæn del af stemmerne fra Auckland. Servicen var også noget bedre end man er vant til fra valgstederne i Danmark; det var personlig vejledning og ingen køer eller ventetid - konsulatet var tvært imod ekstra åbent for os.

Stemmerne bliver sendt til Danmark på mandag, og det er sandsynligt, at det dette valg bliver stemmerne fra New Zealand, der bliver udslagsgivende:-)

Frokost i ødemarken

Denne weekend har vi været på tur i ødemarken. Formålet med weekend var et komme ud at gå Tongariro Crossing, der er en 18,5 km lang gåtur gennem bjerge, vulkankratere og lavland.
Inden turen stoppede vi i Taupo, både for at sidde ved søen og nyde udsigten over bjergene, der ventede på os, men også for at handle udstyr til turen. En sådan tur kræver naturligvis, at udstyret er i orden, så i vi kørte i The Warehouse, New Zealands svar på Bilka, og supplerede vores udstyr (man ville nok sige gear, hvis man var rigtig bjergbestiger - allerede der, er jeg afsløret) med 40 krones-bukser, og en uundværlig kasket.
Turen startede ved foden af Mt. Ngauruhoe, som ses på billedet og jo, det er det bjerg, som efter lige at have været igennem lidt computerredigering er bedre kendt som Mt. Doom fra Ringenes Herre. Dagen igennem tog man også sig selv i lige at kigge ud af øjenkrogen for at tjekke om Gollum fulgte i hælene på en, for landskabet var som taget ud af filmen.
Dagens første og værste stigning var op af den såkaldte ’Devils Staircase’, der også gav sig udslag i, at Tine og jeg blev sat af hovedfeltet. Moralen var dog høj hos forfølgergruppen (ikke noget med bagtrop!), og hverken sne eller vand slog os ud – vi havde jo udstyret i orden med både huer og kasketter. Turen gav mig dog et nyt syn på bl.a. min rygsæk, hvor jeg fandt ud af, hvorfor det er smart, at den kan spændes fast med mange forskellige snore og der var også steder på turen, hvor jeg måtte indrømme, at vandrestave ville have været smarte!
Efter at have vandret igennem et vulkankrater (billedet ovenfor) og diskuteret hvorfor bunden her, i modsætning til omgivelserne, ikke var frosset, indtog vi vores lette frokost ved ’Blue Lake’, der var frosset til. Vi konkluderede hurtigt, at dette var det mest øde sted, at vi nogensinde havde spist frokost og måske også i det hele taget været.
Turen var flot, men vi havde mange skyer og når jeg ser billedet nedenfor, der er taget i morges, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan udsigten mon er, når der ikke er skyer, men der er jo ikke andet for, at jeg må pakke 40 krones-bukserne og kasketten ned, investere i nogle vandrestave og en flybillet til New Zealand og prøve det en anden gang.

Kæmpe badebolde, delfiner og smil

Så er jeg langt om længe klar til en opdatering af bloggen. De sidste to uger har været lidt hektiske (på den gode måde), da jeg har været turistguide for en gruppe turister fra Frederiks bestående af min mor, far og bror. Ej, jeg er rigtig glad for, de tog den lange tur – i skrivende stund er de ved at tage sidste etape fra Dubai til Hamborg, så hvis de fortryder, er det nok lige nu:-).

Jeg havde lejet en bil til dem, så de kunne komme ud og se New Zealand på egen hånd, men min far blev aldrig helt fan af venstre kørsel, så fordelingen blev at han og mor sad på bagsædet (som Henrik og Margrethe), mens de blev kørt rundt på New Zealand. Jeg havde fået bevilliget en ekstra fridag, så onsdag-torsdag gik turen til Rotorua – hvor turen bl.a. inkluderede det helt fantastiske Polynesian Spa med varmt vand fra undergrunden. Vi var der en regnfuld aften og selvom det var svært at få dem overbevist, inden vi gik derind, var der ingen, der kom til at fryse den aften. Billedet viser to veltilfredse danskere nedsænket i 40 grader varmt vand.

Selvom jeg aldrig kunne drømme om, at tage nogen med ned i hulerne igen (til de interesserede kan jeg sige, at mine blå mærker nu næsten er væk) skulle min bror ikke snydes for lidt action bestående af zorbing. Zorbing består i alt sin enkelthed af, at man ruller ned af en bakke i en kæmpe badebold - hvordan man så lige er kommet frem til, at det kunne være sjovt, ved jeg ikke. Man kan vælge at være spændt fast eller være derinde flere personer sammen med nogle liter vand. Min bror og jeg valgte vand og en kugle sammen og jo, det var rigtig sjovt! Jeg grinede hele vejen ned og ifølge min bror var bare mit ansigtsudtryk alle pengene værd – det er altid godt, man kan bidrage til underholdningen!

Weekenden bestod af en tur op til Bay of Island, der er et ferieområde et par timers kørsel nord for Auckland. Vi havde for en gang skyld forbindelserne i orden og havde gennem en fra Manukau City Council fået lejet os ind på et Bed and Breakfast lige ved vandkanten i Paihia. Udsigten var som det ses på billedet fantastisk og jeg kunne høre bølgeskvulp når jeg lå i min seng – så bliver det ikke mere afslappende!

Turen bød også på en sejltur rundt i ø-havet sammen med delfinerne. Her må jeg sige, at billederne ikke til fulde afspejler, hvordan det egentligt var. Det ene billede, hvor min ryg dækker halvdelen, giver et indtryk af, hvor tæt delfinerne var på båden, men det, som jeg synes var flottest var at stå på sejlbåden og spejde ud over det turkise hav og så kunne se hele springende delfiner ind over bugten. Igen, man kan ikke andet end at blive glad og afslappet af at kigge på delfiner. Jeg tror jeg må se, om det ikke på en eller anden måde er muligt at få arrangeret noget Polynesian Spa, Zorbing og delfiner i nærheden af Aalborg – måske er der plads ude i Rold Skov?!?

En weekend under jorden

Så er der gået endnu en uge og selvom det er lidt af en kliche, så flyver tiden altså af sted. Jeg tror, at vi er ved at være halvvejs med vores ophold – så jeg vil gøre lidt status, inden jeg begynder at fortælle om weekendens tur.

Først og fremmest så har vi virkeligt set meget – vores weekendture i vores lille bil har taget os omkring det meste af nordøen. Vi har efterhånden set mere end mange af de folk, som vi arbejder sammen med, men sådan er det jo, man får aldrig set det sted, man bor.

Som tidligere skrevet er her mange ting, der ligner Danmark, så det har egentligt ikke været så svært at falde til her. Mange varemærker går igen, folk snakker et sprog du kan forstå og min pakning ved håndvasken er utæt præcis samme sted som derhjemme (det er åbenbart et internationalt problem!). Det handler selvfølgelig også om, at jeg er ved at være vænnet til de New Zealandske tilstande; jeg bemærker ikke længere de kæmpe veje med kilometervis af bilkøer, anser avokado som en naturlig ingrediens i sandwich og jeg har vænnet mig til kulden (eller også er det rent faktisk blevet forår).

Arbejdsmæssigt har opholdet givet mig mulighed for at få indsigt i et helt andet plansystem end det danske. Plansystemet er bygget helt anderledes op end det danske – og mit arbejde med ressource consent er planlægning nede på lokalplan niveau og derunder. Det, at skulle ”springe ind i” et anderledes plansystem, har ikke været helt let, men arbejdet giver nogle perspektiver i forhold til, hvordan andre plansystemer er opbygget.

Nok alvor, nu tilbage til weekendens tur, selvom jeg måske egentlig helst glemme den – fortrænge den! For mig kommer weekendens tur til Waitomo Caves nemlig ikke på en top 10 over steder, der skal ses i New Zealand. Turen startede dog godt ud med et pænt vandfald og en gåtur på 15 min, der førte os så forskellige steder hen som det ses på de tre efterfølgende billeder.

Weekendens primære formål var dog to ture; lørdag en 6 timers grottetur og søndag en tre timers grottetur med black water rafting. Den 6 timers grottetur bestod af klatring, rappelling og alt, hvad der ellers falder én naturstridigt at foretage sig. Jeg vil forskåne jer for at gå i detaljer med antallet af blå mærker og hudafskrabninger, som jeg fik påført mig selv undervejs og gå direkte til konklusionen: klatring i grotter bliver aldrig mig og jeg er på igen måde bygget til klatring! Grotterne, der ses på billederne var da flotte, men lur mig, om det ikke er muligt, at komme frem til dem på en lidt mere behagelig måde. Det skulle jo også gå galt på et tidspunkt – både ski og riverrafting var overraskende positive oplevelser, så nu var tiden inde til, at muren blev ramt!

Vi havde booket de to grotteture samtidig, så her søndag morgen stod jeg og min forslåede krop klar til endnu en tre timers grottetur! Jeg var noget betænkelig ved at skulle igennem endnu en tur, men det beroligede mig dog lidt, at der havde været en 80-årig med på denne tur, men på den anden side var jeg lidt i tvivl om min tilstand måske nærmere svarede til en 90-årigs. Dagens black water rafting var dog en ren søndagstur i forhold til lørdagens tur og kan måske snige sig med på min NZ top 20. Vi skulle flyde i store gummidæk gennem grotterne og hoppe ned af nogle vandfald. Når man dagen før har rappellet ned af et kæmpevandfald og klatret igennem smalle grotter, må søndagens black water rafting betegnes som en hyggelig søndagstur.
Efter sådan en weekend kunne jeg godt bruge endnu en weekend, men jeg må se om jeg ikke kan komme igennem ugen. Næste weekend får jeg besøg af mine forældre og min bror, så det bliver også en stor weekend:-)

Skovens kæmper og sand

Så er det tid for en lille update omkring begivenhedernes gang i New Zealand. Denne weekend har vi været nordpå - dvs. lige så langt nordpå som man kan komme på New Zealand.

På turen nordpå stiftede vi bekendtskab med New Zealands ”mighty ancient Kauri trees”. Træer kan være op til 2000 år gamle og får kæmpe stammer. Jeg har lige lavet lidt research (læs: googlet) og har fundet ud af, at DK´s ældste træ er 1500 år gammelt. Når man står foran disse kæmpe træer, der er så store, at man tvivler på, at de er rigtige, er man nødt til også at forholde sig tavs i ren respekt for kæmpernes udholdenhed.
Hvor Kauri træet er skovens Roles Royce er Mamaku-bregnen skovens Morris Mascot (Tine ville nok sige Yaris). Mamakuerne, der vokser over det hele, er meget karakteristiske og man kan ikke andet end at blive i godt humør af at møde en mamaku:-) Tine og jeg er ikke i tvivl om, at det er vores ynglings plante hernede.
Lørdag bød på vores første bilfrie dag – forstået på den måde, at vi for første dag siden vi lejede bilen ikke var ude at køre i den. I stedet havde vi booket os ind på en bustur rundt på den nordligste del af øen. Turen foregik af landevejen op og så ned af 90 Mile Beach (det kun er knap 90km!) tilbage. Stranden er officielt en highway, hvor det er muligt at køre, når der er lavvande. Turen bød desuden på udsigt over mødet mellem Det Tasmanske Hav og Stillehavet, picnic ved stranden og kælketur ned af klitterne.