På turen nordpå stiftede vi bekendtskab med New Zealands ”mighty ancient Kauri trees”. Træer kan være op til 2000 år gamle og får kæmpe stammer. Jeg har lige lavet lidt research (læs: googlet) og har fundet ud af, at DK´s ældste træ er 1500 år gammelt. Når man står foran disse kæmpe træer, der er så store, at man tvivler på, at de er rigtige, er man nødt til også at forholde sig tavs i ren respekt for kæmpernes udholdenhed.
Hvor Kauri træet er skovens Roles Royce er Mamaku-bregnen skovens Morris Mascot (Tine ville nok sige Yaris). Mamakuerne, der vokser over det hele, er meget karakteristiske og man kan ikke andet end at blive i godt humør af at møde en mamaku:-) Tine og jeg er ikke i tvivl om, at det er vores ynglings plante hernede.
Lørdag bød på vores første bilfrie dag – forstået på den måde, at vi for første dag siden vi lejede bilen ikke var ude at køre i den. I stedet havde vi booket os ind på en bustur rundt på den nordligste del af øen. Turen foregik af landevejen op og så ned af 90 Mile Beach (det kun er knap 90km!) tilbage. Stranden er officielt en highway, hvor det er muligt at køre, når der er lavvande. Turen bød desuden på udsigt over mødet mellem Det Tasmanske Hav og Stillehavet, picnic ved stranden og kælketur ned af klitterne. 
Derefter stod den på en tur i små go-kart lignende biler ned af et bjerg. Det var en fin forlystelse, hvor alle aldersgrupper, kørende i de små biler ned af bjerget, sad med et saligt smil og fik opfyldt drømmen om den ultimative sæbekassebil.
Weekenden blev afsluttet med en riverrafting tur ned af bl.a. et 7 m. højt vandfald. Jeg var egentligt skeptisk i forhold til om riverrafting overhoved var noget, jeg behøvede at prøve. På turistkontoret kunne vi købe en kombi-billet til riverrafting og en "Polynesian Spa" og pludselig stod jeg med sådan en billet. Det er jo så snedig skruet sammen - de godt ved, at det kræver lidt spa inden jeg sætter mig i en gummibåd og lader mig kaste 7 m. ned i koldt vand. Men det skal jo så siges, at jeg rent faktisk også nød riverraftingen. Det nederste billede viser jo også, at der var smil over hele linien:-)
Oprindeligt var meningen, at vi ville op og gå en fire timers lang gåtur på toppen af Coromandel Peninsula, men vi måtte indse, at hvis vi ville nå lavvande og det varme vand ved Hot Water Beach var vi nødt til at finde en gåtur tættere på. Vores ældre værtspar på det hostel vi boede, anbefalede os varmt en 2 timers ”lovely walk” i en af de nærliggende skove – vi skulle bare passe på ikke at blive væk! Allerede her vil jeg berolige jer med, at nej, vi blev ikke væk, men vi fandt heller aldrig den lovely del af turen. Turen var en rigtig bush-vandring, der inkluderede en god del mudder, krydsning af vandfald, mulighed for at se kiwi-fugle og tæt buskads. Som sagt var turen kun 2 timer og inkluderede et såkaldt loop, hvor vi meget havde på fornemmelsen, at dem, der havde sat skiltene op også havde monteret skjulte kameraer til at følge de gående, for vi følte os lidt som en flok turister på afveje. Loopet bestod nemlig bare i, at man tog en runde rundt i noget meget tæt buskads for blot at vende tilbage til den oprindelige sti. Billederne viser highlights fra turen: krydsning af vandfald (ingen vandt puljen for at falde i:-)), og Tine og Jesper i gang med at krydse den sidste del af loopet.
