En weekend under jorden

Så er der gået endnu en uge og selvom det er lidt af en kliche, så flyver tiden altså af sted. Jeg tror, at vi er ved at være halvvejs med vores ophold – så jeg vil gøre lidt status, inden jeg begynder at fortælle om weekendens tur.

Først og fremmest så har vi virkeligt set meget – vores weekendture i vores lille bil har taget os omkring det meste af nordøen. Vi har efterhånden set mere end mange af de folk, som vi arbejder sammen med, men sådan er det jo, man får aldrig set det sted, man bor.

Som tidligere skrevet er her mange ting, der ligner Danmark, så det har egentligt ikke været så svært at falde til her. Mange varemærker går igen, folk snakker et sprog du kan forstå og min pakning ved håndvasken er utæt præcis samme sted som derhjemme (det er åbenbart et internationalt problem!). Det handler selvfølgelig også om, at jeg er ved at være vænnet til de New Zealandske tilstande; jeg bemærker ikke længere de kæmpe veje med kilometervis af bilkøer, anser avokado som en naturlig ingrediens i sandwich og jeg har vænnet mig til kulden (eller også er det rent faktisk blevet forår).

Arbejdsmæssigt har opholdet givet mig mulighed for at få indsigt i et helt andet plansystem end det danske. Plansystemet er bygget helt anderledes op end det danske – og mit arbejde med ressource consent er planlægning nede på lokalplan niveau og derunder. Det, at skulle ”springe ind i” et anderledes plansystem, har ikke været helt let, men arbejdet giver nogle perspektiver i forhold til, hvordan andre plansystemer er opbygget.

Nok alvor, nu tilbage til weekendens tur, selvom jeg måske egentlig helst glemme den – fortrænge den! For mig kommer weekendens tur til Waitomo Caves nemlig ikke på en top 10 over steder, der skal ses i New Zealand. Turen startede dog godt ud med et pænt vandfald og en gåtur på 15 min, der førte os så forskellige steder hen som det ses på de tre efterfølgende billeder.

Weekendens primære formål var dog to ture; lørdag en 6 timers grottetur og søndag en tre timers grottetur med black water rafting. Den 6 timers grottetur bestod af klatring, rappelling og alt, hvad der ellers falder én naturstridigt at foretage sig. Jeg vil forskåne jer for at gå i detaljer med antallet af blå mærker og hudafskrabninger, som jeg fik påført mig selv undervejs og gå direkte til konklusionen: klatring i grotter bliver aldrig mig og jeg er på igen måde bygget til klatring! Grotterne, der ses på billederne var da flotte, men lur mig, om det ikke er muligt, at komme frem til dem på en lidt mere behagelig måde. Det skulle jo også gå galt på et tidspunkt – både ski og riverrafting var overraskende positive oplevelser, så nu var tiden inde til, at muren blev ramt!

Vi havde booket de to grotteture samtidig, så her søndag morgen stod jeg og min forslåede krop klar til endnu en tre timers grottetur! Jeg var noget betænkelig ved at skulle igennem endnu en tur, men det beroligede mig dog lidt, at der havde været en 80-årig med på denne tur, men på den anden side var jeg lidt i tvivl om min tilstand måske nærmere svarede til en 90-årigs. Dagens black water rafting var dog en ren søndagstur i forhold til lørdagens tur og kan måske snige sig med på min NZ top 20. Vi skulle flyde i store gummidæk gennem grotterne og hoppe ned af nogle vandfald. Når man dagen før har rappellet ned af et kæmpevandfald og klatret igennem smalle grotter, må søndagens black water rafting betegnes som en hyggelig søndagstur.
Efter sådan en weekend kunne jeg godt bruge endnu en weekend, men jeg må se om jeg ikke kan komme igennem ugen. Næste weekend får jeg besøg af mine forældre og min bror, så det bliver også en stor weekend:-)