søndag den 4. november 2007

Regnvejrsdag i november

Endnu en weekend og en uge er gået, så det er tid til at opdatere bloggen. Denne uge har udover det beskrevne valg også budt på både fejring af Tines fødselsdag og teatertur, så da denne weekend på papiret så ud til at byde på en masse regn besluttede vi os for en weekend uden store udflugter.

Fredag tog vi op til Goat Island lidt nord for Auckland, og derefter ville vi køre ud til en strand for at se Gannets, der skulle være nogle store fugle, der på denne årstid ligger og ruger på stranden. Jeg mente at kunne huske, hvilken strand fuglene lå på, meeen man skal jo ikke altid stole på, hvad jeg mener, for den strand, jeg fik dirigeret os hen til indeholdte ikke skyggen af en Gannet… Jeg ved ikke helt om vi genoptager jagten på fuglene næste weekend – jeg holder lav profil og skal ikke kloge mere i, hvor de fugle er…

Lørdag skulle så være endnu en regnvejrsdag, meeen metrologer er tilsyneladende ligeså upålidelige som mig. Vejret viste sig nemlig at være fantastisk – sol og nok omkring 20 grader. Hvad gør man så, når man er strandet i Auckland en dejlig forårsdag? Tine, Jesper og jeg besluttede os for at tage ud i den østlige del af Auckland, hvor vi tilbragte en stor del af dagen ved Mission Bay. Vi arrangerede os med jordbær og udsigt over vandet – ikke dårligt på en ”regnvejrsdag i november”!
I dag, søndag, (jeg bør, til metrologernes forsvar, nævne, at dagen har været en regnvejrsdag) har vi været i zoologisk have. Vi fik set en kiwifugl, hvilket vist er en nødvendighed, når man har besøgt New Zealand.

Ingen kommentarer: